AGF gør klar til topbrag mod FCK i årets sidste hjemmekamp på Ceres Park Vejlby
nyheder

AGF gør klar til topbrag mod FCK i årets sidste hjemmekamp på Ceres Park Vejlby

1 min. læsning

Ceres Park Vejlby lægger rammer til en regulær topkamp, når AGF spiller årets sidste hjemmekamp i 3F Superligaen mod FC København i 17. runde. Opgøret mellem landets to største byer bliver samtidig endnu en markant sportslig test på AGF’s nye midlertidige hjemmebane.

Kampen sparkes i gang kl. 14 og bliver et gensyn med en modstander, der også var med, da AGF for første gang testede Ceres Park Vejlby i en træningskamp tidligere på året. Dengang vandt aarhusianerne 4-3 i et målrigt opgør, som var med til at cementere indtrykket af, at det kompakte stadion kan skabe en intens og trykfyldt ramme omkring kampene.

Statistikken mellem de to klubber op til mødet viser et lille overtag til FC København over de seneste ti indbyrdes kampe, hvor AGF har vundet tre, spillet to uafgjort og tabt fem. Alligevel er der lagt op til en åben affære. I syv af de seneste ti opgør er der scoret mindst fire mål, og samlet er der faldet i gennemsnit 4,2 mål pr. kamp – tal, der kun øger forventningerne om underholdning i Vejlby.

For AGF er der mere end bare tre point på spil. En sejr vil betyde, at aarhusianerne for første gang siden sæsonen 1999/2000 vinder to kampe i træk mod FCK. Samtidig vil et nederlag sende københavnerne ud i deres tredje udebanenederlag i træk – noget de ikke har oplevet siden sensommeren 2022. Dermed har både hjemmehold og gæster rigeligt at spille for i årets afsluttende opgør på Ceres Park Vejlby.

DelXFacebook